Ligger du vågen om natten og spekulerer over din økonomi? Fortvivl ej. Der er hjælp at hente. Credi.dk har spurgt forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen om en række gode råd til at få en sundere økonomi.

Det betaler sig at skabe et grundigt overblik over sin økonomi. Det kan spare dig for mange penge og bekymringer. Credi.dk har spurgt forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen om seks enkle tips til, hvordan du kan undgå at ligge vågen om natten og spekulere over din økonomiske situation.

1. Lav et realistisk budget

Lav en oversigt over hvor meget du tjener, og hvor meget du bruger om måneden. Dette er det første og mest grundlæggende skridt mod at få et bedre overblik over din økonomiske situation. Læg et budget for at få en oversigt over, hvor meget du reelt bruger om måneden, og find ud af, om det står på mål med de indtægter, du har.

– Der skal mindre ud af kontoen end der kommer ind på kontoen. Det har vi hørt før, men måske har vi ikke hørt godt nok efter. Derudover skal man lave et budget. Nogen bryder sig ikke om ordet ’budget’, så måske kan vi kalde det et økonomisk overblik, siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen til Credi.dk.

2. Del din økonomi op i fire dele

Ifølge Ann Lehmann Erichsen bør man opdele sin økonomi i fire forskellige bunker: Faste udgifter, need to have, nice to have og opsparing.

Faste udgifter er ting som husleje, varme og elektricitet. Men det kan også være faste udgifter til Netflix, Yousee og forsikring. Husk at inkludere alle faste udgifter, også dem som ikke bliver trukket hver måned, men et par gange om året som for eksempel licens. Du kan med fordel lave et budget for et helt år, hvor du har alle måneder med og inkluderer ting som bilejerafgift, som kun betales to gange årligt.

Den anden bunke er ’need to have’ og den indebærer elementer som mad og transport.

– Det kan være godt at måle sig med andre for at finde ud af, hvor meget de bruger på mad. Danmarks Statistik har en forbrugerundersøgelse, som siger hvor meget en studerende eller en børnefamilie for eksempel bruger på mad, siger hun.

Den tredje kategori er ’nice to have’ og inkluderer ting, som ikke er livsnødvendige, men komfortable. Én af de ting er tøj. Selvfølgelig skal man have tøj på kroppen, men de fleste af os har i forvejen et skab som er fuldt af tøj, derfor kan man overveje at undlade at købe nyt for at spare penge.

– Hvis man virkelig ikke har penge kunne man lade være med at købe nyt tøj. Der er ingen grund til, at ens hjem er et tøj- og skomagasin, siger hun.

Andre elementer som hører hjemme på ’nice to have’-kontoen er fornøjelser som rejser, biograf- og byture. Måske bør man begrænse disse, hvis man vil spare penge.
Den fjerde kategori er opsparing.

– Tag en lille bunke penge over på en opsparing, som man kan bruge til uforudsete udgifter, hvis man kører lidt på grænsen. Hvis man ødelægger sine briller, kan man købe et par nye uden at låne penge. Skal man til tandlægen, så har man penge til det, for man skal ikke gå rundt og mangle en tand eller have tandpine, siger forbrugerøkonomen.

3. Drop plastikkortene for en periode

Hvis du har svært ved at håndtere debetkort og kreditkort, kan det være en god idé at gå over til kontanter. Du kan endda lade alle dine kort blive derhjemme, så du på den måde udelukkende bruger de kontanter, som er i din pung.

– Hvis du skal i byen og har 300 kroner, så hæv 300 kroner og lad kortet blive derhjemme. Og gå hjem når der ikke er flere penge. Så kan det godt være, at man bruger lidt længere tid på den øl, men det er fint, fordi man har lavet en aftale med sig selv, siger hun.

Hvis du har et kreditkort anbefaler Credi.dk i øvrigt at du kun bruger det beløb, som du ved, at du kan tilbagebetale måneden efter. Ellers kommer der nemlig renter på.

4. Lav en madplan

En effektiv måde at spare penge på er ved at lave en plan over, hvad I skal spise hvilken dag, hvor I køber det og hvornår. På den måde sparer du både tid og penge. Du kan også droppe at spise dyr fastfood eller at købe mad i kantinen.

– Drop fastfood. Det er både godt for økonomien og for buksekanten. Der er penge at spare på at lave sin egen mad og lave mad til flere dage. Gør det lidt sjovere for dig selv ved at lave mad til et par dage, så man har noget at varme op fra køleskabet, lyder rådet fra Lehmann Erichsen.

5. Opsøg gratis ting

Står du akut og mangler en sofa? I stedet for at gå ud og investere i en ny, kan du spørge familie og venner, om der er nogen som har én i overskud. Alternativt kan man finde et utal af Facebook-grupper, hvor folk giver møbler væk gratis. Som et alternativ til en dyr tur i biografen, kan man i stedet lave en hyggelig filmaften derhjemme. Eller gå en tur i skoven. De gratis muligheder er mange.

– Man kunne prøve at lave en liste til sig selv og motivere sig selv til at lave ting, som ikke koster penge. Det betyder ikke, at man skal leve på en sten resten af livet, for det kan ingen holde ud, men man kan prøve at begrænse udgifterne, siger hun.

6. Vær åben om dine økonomiske problemer

Vær åben om din økonomi og snak med banken om tingenes tilstand. Det mest fristende når gælden begynder at vokse én over hovedet, kan være at lukke øjnene for problemerne og undlade at tale med nogen om det. Det er det værste man kan gøre, ifølge Ann Lehmann Erichsen. I stedet bør man tale med kreditorerne eller kreditforeningen, hvis man har problemer med at betale terminen.

– Én af de ting folk ofte gør forkert er, at de ikke siger noget, og tænker at ’måske går det over’. Det hjælper ikke at stikke hovedet i busken, det går ikke over. Du vinder ikke fem millioner i Lotto i morgen, du er nødt til at kigge efter i budgettet og få styr på det, understreger hun.

Det bedste er når man kan se, at det går fra grønt til gult lys er at få fat i dem, du skylder penge. De kan mange gange hjælpe én med at rette op, så det ikke går helt galt, råder Ann Lehmann Erichsen.

Kilde: https://credi.dk