Det europæiske ejendomsmarked oplever stærke kapitalstrømme, og København springer i år to pladser frem og dermed ind i top fem over de mest attraktive byer på ejendomsmarkedet. Det viser rapporten Emerging Trends in Real Estate® Europe 2016, som er en prognose udgivet i fællesskab af Urban Land Institute (ULI) og PwC.

Hastige ændringer i kravene fra brugere samt nye spilleregler som følge af teknologi, demografiske forhold, samfundsmæssige ændringer og hurtig urbanisering påvirker hele værdikæden i ejendomsbranchen. Sådan lyder konklusionen i den nye rapport om ejendomsmarkedet, hvor flere end 500 internationalt førende eksperter inden for fast ejendom har deltaget. København klarer sig godt under disse nye vilkår og er for første gang at finde i top fem.

”Vi oplever i disse år store forandringer i hele værdikæden i ejendomsbranchen, hvilket har fået investorerne til at fokusere på byer og aktiver frem for lande. Der er desuden stadig positive takter at spore på ejendomsmarkedet i København, som i år springer to trin op af listen og ind i den europæiske top fem,” fortæller partner og leder af ejendomsgruppen i PwC Jesper Wiinholt.

København blev engang anset for at være et kriseramt marked, men nu er den danske hovedstads investeringsmuligheder værd at bemærke.

”Den danske hovedstad har bl.a. oplevet en udvikling inden for biotekbranchen, der har skabt et stærkt vidensmiljø, og der vil sandsynligvis vise sig yderligere muligheder på langt sigt med udvikling af nye områder samt udbygningen af byens metrosystem,” siger Jesper Wiinholt.

privatøkonomi

Alternative sektorer tiltrækker investeringer
Undersøgelsen viser desuden, at investorerne viser mere interesse for alternative sektorer, der har nydt godt af hurtig urbanisering og demografiske ændringer, såsom sundhedssektoren, hoteller, studenterboliger og datacentre. 41 % af svarpersonerne i undersøgelsen ville overveje at investere i alternative sektorer mod blot 28 % i sidste års undersøgelse. Detailhandlen og logistiksektoren, der har nydt godt af teknologiske fremskridt og forbedrede økonomiske forhold, forudses ligeledes at klare sig godt i 2016.

Der forventes også værdiskabelse fra byggemodning i 2016, idet 78 % af svarpersonerne nævner byggemodning som en attraktiv måde at erhverve førsteklasses aktiver på. Mere progressive byggeentreprenører og investorer innoverer i et forsøg på at opfylde behovene fra stadig mere velinformerede og krævende brugere.

Investorerne er ved at blive mere kreative i deres forsøg på at få adgang til fremtidige førsteklasses aktiver til en rimelig pris gennem større fokus på alternativer og byggemodning,”udtaler Jesper Wiinholt. Han uddyber:

“De tager en større risiko på kort sigt for at opfylde deres langsigtede mål vedrørende kerneaktiver. Nogle af branchens største udfordringer lige nu er, hvordan den skal bevæge sig væk fra traditionel ”murstens”-virksomhed til at handle mere om service samt de konsekvenser, dette kan få for branchens traditionelle forretningsmodeller.”

Berlin topper listen for andet år i træk
Ifølge rapporten ligger Berlin øverst på listen over de fem førende byer, hvad angår investeringsudsigterne for 2016, efterfulgt af Hamborg, Dublin, Madrid og København. Mange forventer, at den tyske hovedstad vil klare sig godt også efter 2016 som følge af byens unge befolkning og voksende omdømme som et teknologisk og kulturelt centrum samt tilgængeligheden af byggemodne grunde.

Det er bemærkelsesværdigt, at London er faldet ud af top 10, hvilket tyder på, at investorerne ser bedre vækstudsigter i britiske provinsbyer og andre europæiske storbyer på kort sigt. På langt sigt er den engelske hovedstad dog fortsat førstevalg i Europa for mange internationale investorer, der har fokus på formuepleje med likviditet og markedets store størrelse kombineret med relativt robuste økonomiske resultater.

”Lave renter og den store mængde kapital, der kanaliseres mod fast ejendom i Europa, gør, at de fleste stadig er optimistiske omkring branchens forretningsmæssige udsigter i 2016. Men det anerkendes, at den globale konkurrence om ejendomsinvesteringer er stigende, og hvis den eksisterende kapitalmur svækkes, vil der komme endnu større fokus på de grundlæggende markedsforhold, aktiv formueforvaltning og driftsmæssige kompetencer,” slutter Jesper Wiinholt.

 

Kilde: PWC – se mere på www.pwc.dk

Læs mere om finans, investering her på penge-finans.dk, se mere på områderne:  realkredit, kort rente lån og investering & aktier