Foråret er højsæson for bolighandler over hele landet. Selvom man allerede har forelsket sig i boligen og er i fuld gang med at indrette den i hovedet, er det dog vigtigt at holde hovedet koldt og være grundig i gennemgangen, inden købsaftalen underskrives. Boligadvokat Poul Jost Jensen fra ADVODAN Glostrup og Taastrup bistår hvert år mange boligkøbere, der køber hus, ejerlejlighed eller sommerhus. Her giver han et par gode råd om, hvad boligkøbere bør være særlig opmærksom på for at sikre sig selv bedst muligt under handlen.
Husk advokatforbehold
Uanset om man køber en bolig, lejlighed eller et sommerhus, er det muligt at fortryde købet – også selvom købsaftalen er underskrevet – så længe det sker inden for seks hverdage. Fortrydelsesretten gælder, uanset om man køber direkte af sælger eller gennem en ejendomsmægler. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det koster 1 procent af købesummen, hvis man fortryder købet, efter man har skrevet under.
– Hvis der indskrives et advokatforbehold i købsaftalen, inden man skriver under, så koster det ikke noget at fortryde købet. Det er dog købers egen opgave at sikre, at advokatforbeholdet bliver skrevet ind i købsaftalen, fortæller Poul Jost Jensen og fortsætter: Når der er indskrevet advokatforbehold i købsaftalen, kan fristen også være længere end de seks hverdage, hvis der er behov for yderligere undersøgelser, inden køber beslutter sig.
Husk at tjekke ejerskifteforsikringen
Når en bolig bliver sat til salg, bliver der i de fleste tilfælde udarbejdet en tilstands- og elrapport på boligen. Rapporten udarbejdes af en bygningssagkyndig, der efter gennemgang af boligen registrerer synlige fejl og mangler. Ved at tegne en ejerskifteforsikring kan man samtidig forsikre sig mod de skjulte mangler, som den byggesagkyndige ikke ser.
– Der er som udgangspunk en række lovkrav til, hvad en ejerskifteforsikring skal dække, men forsikringsselskaberne har mulighed for at lave særlige undtagelser. Derfor kan der være meget stor forskel på dækningen fra de forskellige selskaber. Det betyder, at du som boligkøber skal være meget opmærksom på vilkårene i den ejerskifteforsikring, du vælger – og ikke kun se på prisen, fremhæver Poul Jost Jensen.
Husk ejendomsmægler er sælgers mand
Ejendomsmægleren er udelukkende sælgers mand – og boligkøber bør derfor søge rådgivning hos en, som udelukkende er på dennes side. Det kan fx være en boligadvokat, som har de juridiske forudsætninger til at vurdere, om noget af det med småt kan give problemer. Samtidig har advokaten en ansvarsforsikring, der dækker, hvis noget går galt.
– Mange tror, at advokaten kun sørger for tinglysningen, når handlen er endelig. Men en advokat gennemgår også alt materiale i bolighandlen, så man ved, hvad der købes. Herudover holder advokaten styr på pengestrømmen til bolighandlen, indtil alt er på plads i tingbogen, slutter Poul Jost Jensen.
Kilde: ADVODAN – website: http://www.advodan.dk/advodan-glostrup/
Læs mere om boligøkonomi og privatøkonomi.